Af skade bliver man klog 

Af skade bliver man klog 

posted in: Uncategorized | 0
Igennem det sidste år er jeg blevet meget klogere på mig selv og efter at have konsulteret en fysioterapeut, ser jeg nu helt nye muligheder for at blive endnu bedre. Jeg har derfor sat mig nogle helt specifikke mål for 2018.
I lang tid har mit liv handlet om at skabe en følelsesmæssig balance, og mine oplevelser i løbet af sæsonen i de pressede situationer, viser at jeg har det niveau, som der kræves på den front.
Nu handler det for mig om at bruge vinteren, på den bedst mulige måde, til at kunne løfte mit spil til det næste niveau.
Altså hvis jeg gerne vil spille på European Tour igen, så bliver min krop også nødt til at være i tip top balance på den fysiske front.
Derfor har jeg konsulteret en fysioterapeut, som kunne give mig en status på min kropslige tilstand. Ligesom for at se om der kan hentes noget på den fysiske front.
Dommen var soleklar: Ubalance både foran/bagved på kroppen og igennem min højre/venstre side. Måske det man kunne forvente hos en golfspiller, men ikke desto mindre var der også en alvorlig skade at spore i min venstre ankel som havde sat sig videre op i hoften.
Det bemærkelsesværdige for mig er efterfølgende at se, hvilken sammenhæng der er imellem mine tekniske udfordringer og så min fysiske tilstand.
I mange år har jeg arbejdet på at komme bedre igennem bolden og have mere af min kropsvægt i selve boldtræffet. Simpelthen at opnå mere tryk i slaget.
I Helsingør voksede jeg op med både håndbold og golf som mine favorit sportsgrene. Jeg startede til håndbold som 7 årig og til golf som 11 årig. Som 13 årig fik jeg en skade i min venstre ankel, hvor jeg vred om på foden ved en træning. Jeg fik at vide, at det var et forstrakt ledbånd – men det har nu vist sig ved den seneste undersøgelse, her nu 25 år senere, at mine ledbånd blev revet over.
Den skade har resulteret i, at min venstre hofte har været låst i rigtig lang tid. Det vil sige at jeg ikke har været i stand til at holde min egen kropsvægt på venstre ben. En simpel øvelse påviste, at her er der en KÆMPE udfordring i forhold til at kunne udføre min teknik som ønsket.
Derfor er jeg nu i fuld gang med at genoprette min krop til en større balance imellem styrke/smidighed i både højre og venstre side af kroppen samt foran og bagved.
Jeg nyder min proces fuldt ud og det at være lykkesmed i mit eget liv. Jeg arbejder nu ligeså ihærdigt og målrettet med opbygningen af min fysiske balance, som jeg har gjort i lang tid for at opnå min følelsesmæssige balance.
Jeg er sikker på, at kendskabet til min fysik, vil gøre en forskel for min tekniske udvikling. Så jeg dermed kan give mig de optimale muligheder så jeg kan nå mine mål i et succesfuldt 2018.