At turde lytte til sin drøm

posted in: Uncategorized | 0

Jeg sidder her i bilen på vej mod Linkøping, hvor jeg skal op at spille min næste golf turnering de næste tre dage på Nordic League.

Jeg kommer til at tænke på sidste gang jeg var her på vejen for godt og vel 1 måned siden, da kørte jeg i modsatte vejbane på vej hjem og havde mistet cuttet oppe ved Lannalodge Open i Ørebro. Jeg sad i bilen og reflekterede over mit spil.

I den turnering havde spillet ikke fungeret og jeg kæmpede med for mange dårlige slag i venstre. Der var frustrerende, for jeg havde lagt en masse energi og tid i min træning. Men det var som om jeg havde fokus på det forkerte.

I en lang periode havde jeg trænet på mit gennemsving og en detalje på at kunne rotere bedre igennem bolden, så min venstreside ligesom har en bedre groundforce og kontakt med jorden igennem træffet. Det skulle gerne stabilisere kontrollen af køllehovedet, så jeg ikke mister den så meget i venstre.

Underligt nok så vågnede jeg op morgenen inden hjemturen med en god følelse i kroppen som var blevet skabt igennem en drøm.

Drømmen stod soleklar i min hukommelse, og gav mig et billede af mit tilbagesving, hvor jeg var i en position med mere drejning bag bolden.

Jeg var sikker på at det var et tegn på at jeg skulle fokusere lidt anderledes i mit sving, for bedre at kunne slå bolden mere stabilt og lige ud.

Min reflektion i bilen gik ud på at finde ud af hvordan jeg kunne ændre mit sving – eller om dette var en ny indgangsvinkel til mit sving. Og om jeg rent faktisk turde lytte til min drøm og min indre fornemmelse om at det her var vigtigt.

Så efter et par timer i bilen fik jeg en klar følelse af, at det her var vejen frem og at det krævede at jeg tog en beslutning.

Jeg var ikke i tvivl – jeg havde fuld tillid til den følelse i kroppen, og nu var det bare et spørgsmål om at ligge noget tid og vedholdenhed i min træning.

Heldigvis kunne min træner i klubben bekræfte nogle tekniske detaljer, som var i overenstemmelse med min drøm, og det gjorde at jeg fik den nødvendige støtte i min proces.

Nu her godt og vel en måned efter, så sidder jeg igen i bilen og reflekterer over mit sving, mit spil og det stykke arbejde som jeg ligger for dagen og hvordan status er her og nu.

Konklusionen er, at jeg er ovenud tilfreds med min udvikling. Svinget afspejler det billede som jeg oplevede og mærkede i min drøm, og resultatet er mange flere lige slag og mere stabilitet. Samtidig viser tallene på TrackMan, at køllen bliver leveret som den skal. Så det er ikke nogen tilfældighed eller bare en god “følelse” der skaber stabiliteten.

Så i det store hele og i mange henseender, så er jeg glad for at have turde lytte til min drøm og samtidig turde forfølge den.